Replikkerne sidder i kroppen

Skuespilleren Maria Rich er i øjeblikket ved at lære en 80 minutter lang monolog til en ny teaterforestilling.  Til det har hun mange gode husketeknikker, som hun gerne deler med Metrostudies eksamensramte læsere

Hvis man står på scenen og pludselig taber tråden, så skal man stoppe op, trække vejret og begynde forfra. Det samme gælder, når man sidder foran lærer og censor til eksamen, siger Maria Rich. Foto: Louise Leth-Espensen

80 minutter. 10 roller. 60 siders manuskript.

Skuespilleren Maria Rich er en travl dame i øjeblikket. Om knap en måned skal hun stå klar på scenen på Teater FÅR302 i København til premieren på ‘Kære Osama’. En forestilling, som er én lang monolog fremført af Maria Rich, der skifter rundt mellem forskellige roller.

Men først skal hun lige have lært alle replikkerne. Det er en lang proces, som kræver hårdt arbejde og gode husketeknikker. Ligesom når man læser til eksamen og skal have stoffet til at sidde fast. Vi har derfor bedt Maria Rich om at øse ud af sin erfaring med udenadslære, så studerende kan få nogle gode tip til eksamenslæsningen.

»Jeg starter med at læse manuskriptet mange gange igennem for at danne mig et overblik. Derefter laver jeg nogle nedslag de steder i teksten, der siger mig noget, og tænker over, hvorfor jeg synes, de er spændende,« fortæller skuespilleren og giver et eksempel:

»Det kan være: ‘Hvorfor bliver hun så sur der?’ og ‘Hvorfor siger han det sådan’. Det handler om at forstå de psykologiske bevæggrunde bag replikkerne,« siger hun.

I ‘Kære Osama’ spiller Maria Rich en kvinde, der har mistet sin familie til terror. Og selv om skuespilleren ikke selv har mødt terror i sit liv, kan hun godt sætte sig ind i det at miste en tæt på.

»Den forfærdelige følelse, det er, den kan jeg bruge til at lære rollen,« siger hun.

Når den psykologiske del af læreprocessen er overstået, og Maria Rich føler, at hun forstår rollen, så begynder den tunge del: at lære replikkerne ordret.

»Det er rent slavearbejde. Så starter jeg helt forfra og tager det replik for replik. Men denne proces er også meget lettere, når man først har forstået de psykologiske bevæggrunde bag replikkerne,« forklarer hun.
Den erfarne skuespiller har desuden sit eget lille trick til at gøre huskedelen lettere. Hun bruger nemlig hele kroppen til at lære med.

»Der er altid en form for melodi i sætningerne. Derfor står jeg op, når jeg skal lære dem. Så ud-ta-ler jeg or-de-ne me-get lang-somt og ty-de-ligt, indtil jeg har fundet rytmen samtidig med, at jeg bevæger mig til ordene. På den måde sidder hver eneste replik et sted i min krop, når jeg skal sige den på scenen,« fortæller Maria Rich.

På trods af alle huske-metoderne har hun dog prøvet at være blank på scenen. Men så er der kun en ting at gøre. Også til eksamen.

»Stop op, træk vejret og begynd forfra. For hvis bare forarbejdet er i orden, så skal man nok kunne gennemføre,« lyder det afsluttende råd fra skuespilleren, der selv håber, hun ikke kløjes i sin 80 minutter lange monolog om en måneds tid.

Gode råd
Maria Richs to gode råd til eksamensforberedelserne:

  1. Knyt læsestoffet til dig selv: »Man kan finde altid finde noget, man synes, er interessant, lige meget hvad man læser. Det handler bare om at gøre det personligt. Hvis man skal sætte sig ind i et stort stofområde, gælder det om at prioritere det, man synes er spændende. Når man så kan det rigtig godt, har man et fundament for at lære resten.«
  2. Se nervøsiteten i øjnene: »Nervøsitet kan jo nærmest lamme folk og gøre dem bange – også til eksamen. Men der er ikke noget at være bange for. Man skal ikke bukke under for nervøsiteten, men i stedet se den i øjnene, for så er det en god ting, som giver energi. Nerverne kan netop gøre dig fokuseret og retningsbestemt.«

Om Maria Rich

  • Født den 25. juni 1973.
  • Uddannet fra skuespillerskolen ved Odense Teater i 1999.
  • Har medvirket i flere film og tv-serier, blandt andre ‘Små ulykker’, ‘Monas Verden’ og ‘Sommer’.
  • Vandt titlen som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin i 2002 for sin rolle i ‘Små ulykker’.
  • Har desuden medvirket i en række teaterstykker og er i dag en fast del af teatret Mungo Parks ensemble.
  • Den 31. maj er der premiere på teatermonologen ‘Kære Osama’ med Maria Rich som eneste medvirkende på Teater FÅR302 i København.

Jeanette Linder

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar herunder, eller trackback fra din egen hjemmeside. Du kan også abonnere på kommentarer herfra via RSS.

Din email bliveraldrig delt med uvedkommende. Du skal udfylde de markerede felter *