Klumme: Tre grunde til at sende din bror på rustur

58.00 nye studerende starter starter i disse dage på deres studie.  Metrostudie.dk’s klummeskribent forklarer hvorfor rusturen er en god indgang til studieforløbet.

Mikkel Zeuthen, formand for Danske Studerendes Fællesråd.

Hvis du møder et klovnekostume spæne rundt i byen i løbet af de næste par uger, skal du ikke blive bange. Det er garanteret bare en af de mange tusinde rusvejledere, som i de kommende uger byder de 58.000 nye studerende velkommen på de videregående uddannelser.

Rustur? Hmm. Er det ikke det der, hvor unge vælter nøgne rundt og drikker sig stive en uge i træk? Men nej, den tid, hvor rusturen var lig med at brække sig om kap ude i en skov, er slut, og derfor skal der herfra lyde en syngende opfordring til at komme af sted på rusturen. Eller fortælle din bror eller datter, at han/ hun skal se at komme af sted.

Her er tre gode grunde til at tage på rustur:

1. Kontakten: Rusturen er dér, hvor du møder nye studiekammerater og kommer godt fra start på studiet. Rusturen gør lige præcis den forskel, at man ikke føler sig alene og kikset, når man møder op til første studiedag.

På rusturen bliver man introduceret til, hvad det vil sige at studere, og hvordan man kan gribe de svære intro-fag an. Og det er på rusturen, man lærer en masse studerende at kende på tværs af årgangene. Da jeg selv startede på mit studium på Københavns Universitet, blev jeg selv blæst ret meget omkuld i starten med uforståelige bøger og svære opgaver, men det sociale liv og de spirende venskaber holdt mig til ilden, så jeg blev ved.

2. Fis og ballade: Det er skidesjovt at være på rustur, og det er for de flestes vedkommende én gang i livet, at man har chancen for at komme af sted.

Og ja der bliver drukket en del alkohol til festerne – præcis som til alle mulige andre fester. Men samtidig bliver der gjort rigtig meget fra rusvejlederne for at lave skægge og relevante aktiviteter uden alkohol.

3. Hyldest til rusvejlederne: Tusindvis af seje rusvejledere har knoklet hele sommeren for at sammensætte et fedt introprogram og give nye studerende en god start. Det i sig selv er en grund til at komme af, og jeg bøjer mig ydmygt i støvet og opfordrer alle, der går ind for et godt studiemiljø til at gøre det samme.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar herunder, eller trackback fra din egen hjemmeside. Du kan også abonnere på kommentarer herfra via RSS.

Din email bliveraldrig delt med uvedkommende. Du skal udfylde de markerede felter *