Hvad skal du være?
Der er stadig masser af ledige pladser på uddannelsesstederne rundt i landet – ikke mindst uden for København. Uddannelse guider studiehungrende unge, der fik afslag i første omgang, mod det rette studium.
15.185. Så mange har fået afslag på de studier, de søgte om at komme ind på. Men hvis man gerne vil i gang nu, er der masser af ledige pladser – og det er rent faktisk mulighed for at finde studier, der ender ud i samme karriere.
»Først og fremmest skal man overveje, om man er villig til at flytte efter drømmestudiet. Mange af de studier, der er adgangsbegrænset i for eksempel København, er det ikke andre steder i landet. Alternativt kan man se sig om i sin egen by efter beslægtede uddannelser,« siger Lene Agger, der er studievejleder på Aalborg Universitet.
Hos Studievalg i København har man gode erfaringer med at finde studier, som ligner drømmestudiet – enten fordi det indeholder mange af de samme fag – eller fordi man ender ud i et lignende job.
»Vi taler med de unge om, hvor lang tid vil de bruge på et forfølge en drøm, før de laver en plan B. Hvis de har for lavt gennemsnit til drømmestudiet i år, er der stor sandsynlighed for, at de også har det til næste år. Der er forskellige muligheder for at realisere en drøm. Så vi ser på, hvad der er at andre uddannelser, der fører til samme jobmuligheder,« siger Torben Theilgaard, der centerleder på Studievalg i København.
Både hos Studievalg og på Aalborg Universitet får de positive tilbagemeldinger fra dem, der kaster sig ud i et andet studium, end de lige havde regnet med.
»Fordelen ved at søge en ledig plads er, at man kommer i gang. Man får bragt sig tættere på det liv, som man gerne vil hen imod. Og man kommer i gang med at lave noget, som man havde tænkt sig – nemlig at studere,« siger Torben Theilgaard.
Men både han og Lene Agger advarer dog mod, at man søger en ledig studie-plads, som man i virkeligheden ikke ønsker, fordi man ikke ved, hvad man ellers skal lave.
»Det er vigtigt at stoppe op og finde ud af, om det nu er det, man vil. Man skal se på, hvad det er for et karriereperspektiv, som ligger for den uddannelse, som man kan komme ind på. Det kan koste studieår, SU-klip og frustrationer at vælge forkert studium,« siger Lene Agger.
FAKTA: Studiejagt
Sådan finder du det rigtige studium:
- Overvej først om du er villig til at flytte for dit studium. Bolig behøver ikke være et problem. I Aalborg garanterer man for eksempel, at du får en bolig inden studie-start.
- Begynd med at sortere alle de studier fra, som du i hvert fald ikke er interesseret i.
- Dem, du har tilbage, skal du så se nærmere. Du skal for eksempel forholde dig til indhold, studieform, og hvilket job du får, når du kommer ud. Det kan studievejlederne på de enkelte uddannelser også hjælpe med.
- Du kan læse mere om de forskellige uddannelser på Uddannelsesguiden: Ug.dk.
- Du kan også få hjælp i dit lokale Studievalgscenter.
- De rådgiver gratis om alle videregående uddannelser. Find det på www.studievalg.dk
- På KOT’s hjemmeside er der en opdateret liste over ledige pladser på de forskellige studier: Kot.dk/KOT/
- ledigepladser.html
- Hvis du allerede ved, at du kun vil søge på et bestemt universitet, vil du også kunne finde lister og ledige pladser på deres hjemmesider.
Kilder: Studievalg København og Den centrale Studievejledning, Aalborg Universitet

