Guide: Sådan overlever du på SU

Tusinder af unge begynder snart en ny tilværelse på SU. Vi guider dig igennem et liv som fattigrøv.

Linn Simonsen

Måske har du arbejdet det sidste år og tjent masser af penge? Levet i sus og dus med vilde byture, masser af take away og dyrt tøj. Men snart banker hverdagen på: Med drømmestudiet følger også et liv som fattigrøv.

Det er slut med kulørte drinks på byens fancy cocktailbarer, slut med sushi hver onsdag og slut med at købe pasta og gulerødder i Irma. Det lyder hårdt – men livet på SU behøver ikke være så slemt endda.

22-årige Linn Simonsen har (over)levet på SU i flere år. Først har hun klaret sig gennem en hf, bagefter et semester på jurastudiet, og efter sommerferien starter hun på socialrådgiveruddannelsen. Livet som studerende venter de næste mange år, men det er ikke noget, der bekymrer Linn.

»Med lidt almindelig omtanke kan man leve helt fint på SU. Jeg har i samarbejde med min bankrådgiver lagt et budget, så jeg kan leve godt, og der ikke kommer ubehagelige overraskelser,« siger hun.

Linn har ud over SU’en både et SU-lån og et fritidsjob hver anden weekend, for at få hverdagen til at løbe rundt. Efter skat har hun knap 10.000 kroner udbetalt, hvoraf de 7.300 kroner er SU og SU-lån.

Af de månedlige indtægter går de 2.800 kroner til husleje, og de 6.000 kroner bliver
sat til side på en budgetkonto.

Daglig bank-sms
»Jeg kan godt lide at have styr på mine ting, selv om mine veninder synes, at jeg er lidt for fornuftig. Jeg lægger blandt andet 100 kroner til side hver måned til julegaver, og i mit budget er der også afsat penge til frisør, tandlæge, el og licens,« fortæller hun og fortsætter:

»Hver dag får jeg en sms fra banken med dagens posteringer. På den måde kan jeg holde lidt øje med, hvad jeg bruger. Hvis jeg så har været lidt for fuld i weekenden og købt lidt for mange shots, sørger jeg for at spise billigt den næste uge.«

Men Linns hverdag er dog meget andet end budgetter og tørre tal, der er både plads til sjov med veninderne, byture og take away.

»Jeg synes ikke, at jeg lider nogen afsavn. Men jeg tænker over mit forbrug med små ting i hverdagen. For eksempel køber jeg kun dagligvarer ind i Netto og Fakta, mit tøj køber jeg
i H&M eller Gina Tricot, og i stedet for at købe dyre neglecremer bruger jeg
bare Vaseline. Og hvis jeg skal i byen, varmer jeg godt op hjemmefra,« siger hun.

Linns budget for en vilkårlig måned

  • Linn Simonsen har 10.000 kroner til rådighed. Får trukket 6.000 til budgetkonto. Bruger 1.000 kroner til mad, som hun hæver hver den første i måneden. De resterende 3.000 kroner er til fornøjelser. Shopper for 1.000-1.500 kroner. Resten bruger hun på café- og byture.
  • De 6.000 trukket til budgetkonto hver måned fordeler sig således:
  • Julegaver: 100
  • Gas: 125.
  • Licens: 175.
  • Husleje + tøjvask: 2.900.
  • El: 225. Forsikring (indbo): 125.
  • Bøger: 400 (til studie selvfølgelig).
  • Mobil + internet: 500.
  • Transport: 525.
  • Kontaktlinser: 250.
  • Frisør: 150.
  • Tandlæge: 100.
  • Fitness World: 225.
  • Diverse: 200.

Linns sparetips

  • Køb billigt tøj i H&M.
  • Køb kun dagligvarer i Netto og Fakta.
  • Drik øl eller shots, i stedet for drinks, når du er i byen.
  • Brug baby-pudder i stedet for dyr hårpudder
  • Tilmeld dig sms-service i din bank, så du har styr på posteringerne.

Sådan får du styr på økonomien

  • Ifølge Martin Sandau, seniorkonsulent i Danske Bank, er det en god idé at lægge et budget, så du kan få styr på dine indtægter og udgifter. Han anbefaler, at man får styr på sin forsikring, så man i hvert fald har en indbo- og en ulykkesforsikring. Og hvis budgettet ikke kan gå op, kan det være en god idé at overveje et studielån, siger han.
  • På den måde får du overblik over, hvilke indtægter og udgifter du har. Hvis budgettet er negativt, kan du overveje at skære på nogle af posterne.
Louise Henriksen

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar herunder, eller trackback fra din egen hjemmeside. Du kan også abonnere på kommentarer herfra via RSS.

Din email bliveraldrig delt med uvedkommende. Du skal udfylde de markerede felter *