Torben Holm-Lauritzen , Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Velkommen tilbage fra påskeferie. Jeg håber, at den har været god ved dig, og at du har fået brugt dagene på at restituere og dyrke venners og bekendtes gode selskab.

Det har jeg, og egentlig var det også tiltrængt i torsdags. Dagen inden påske bød nemlig på en del arbejde fremkaldt af
især Berlingskes historie om, hvordan uddannelsesminister Morten Østergaard (S) gerne ville have os studerende igennem studiet hurtigere. Det fik mig både en tur igennem de tidlige radionyheder, Radio24syv og Deadline om aftenen. En spændende dag.

Jeg forstår ikke helt timingen for genoplivningen af den gamle ‘hurtigere igennem’-dagsorden. Som studerende skal vi studere fuld tid, det er smart at have et studierelevant job, det kunne være fint, hvis vi fandt tiden til et udlandsophold, og et praktikophold vil øge sandsynligheden for, at vi kan få et arbejde, når vi er færdige med at studere. Alt dette måtte tilsyneladende godt gå hurtigere, og hvis vi i øvrigt kunne finde ud af at bruge 10-fingersystemet på to computere samtidig, så ville meget også være vundet.

Lige netop nu forstår jeg bare ikke, hvorfor det hele skal gå endnu hurtigere. Vores gennemførselstider er faktisk ikke blevet længere siden 1999. De er blevet kortere. Derfor banker ministeren på en dør, som vi allerede er i gang med at åbne for ham.

Desuden er der i øjeblikket ikke plads til os på arbejdsmarkedet. Fra januar til februar er arbejdsledigheden for nyuddannede akademikere steget fra 24,7 procent til 27,3 procent. Det er nedslående, at der tilsyneladende kun er plads til tre fjerdedele af os på arbejdsmarkedet, når vi har uddannet os, og også derfor kan det synes underligt med al denne her stress.

Jeg synes, at det er helt oplagt, at vi studerende skal give et nap med og studere, så godt vi kan. Men det kræver en beskæftigelsesindsats at sørge for, at vi har et job at gøre det med. Vi gør i øjeblikket, hvad vi kan – nu er det regeringens tur.

God arbejdslyst til regeringen – og velkommen tilbage efter påske.

Torben Holm-Lauritzen, Formand for Danske Studerendes Fællesråd

I sidste uge skrev jeg om et arrangement, hvor studerende fra hele Europa mødtes i tre dage.

Vores formål var at udarbejde en række fælles forslag til, hvordan man løser den europæiske krise og især den store ungdomsledighed.

Jeg var glad, da jeg holdt den afsluttende tale på mødet.

For selv om jeg ikke er helt rutineret i at holde tale på engelsk, så var det gode nyheder, jeg kunne konkludere på.

Nu er alle studenterorganisationer i Europa nemlig enige om, at det er et delt ansvar at løse ledighedskrisen i Europa. Det er ikke nok, at unge sender ansøgning på ansøgning uden at komme til meget andet end en håndfuld samtaler, der ikke giver job. Der må også en samfundsindsats til, så der faktisk er job nok at søge.

I sidste uge handlede mit arbejde om at få alt klar til diskussionerne om den internationale krise og derefter om vores samarbejde om at finde fælles løsninger. Det var en travl, men god uge.

Denne uge bliver mindst lige så spændende. For på onsdag er det nu unge fra Danmark, der mødes. Unge lærlinge, elever, kontoruddannede, studenterundervisere og universitetsstuderende mødes for netop at tale om ungdomsarbejdsløshed.

Vi oplever alle, at det er umuligt at finde job. Jeg kan mærke, at mine kolleger i de andre organisationer er ligeså frustrerede over det, som jeg selv.

Heldigvis er der også en stor optimisme, og jeg har en forventning om, at vi går fra mødet med en række bud på, hvordan vi kommer igennem denne krise.

Jeg tror, vi bliver enige om, at der skal investeres i uddannelse og vækst i job – og at der skal skabes større sammenhæng mellem uddannelse og jobmarked.

Forhåbentlig vil jeg i min næste klumme kunne skrive om, hvilke løsninger vi mere konkret kom frem til. I dag kan jeg bare konstatere, at det både er i Danmark og i hele Europa, at vi unge står klar med løsninger på krisen. Det er fedt.

Du er velkommen til mødet. Det er på onsdag klokken 16 i Nørrebrohallen.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning 

Børn er storforbrugere af computere og smartphones, men ikke mange af dem har lyst til at tage en it-uddannelser.

Det meste af deres vågne tid har de en smartphone i hånden eller en computerskærm foran øjnene. Men en ting er at bruge apps, spille computerspil og lægge billeder ud på Facebook – noget andet er at interessere sig for teknikken bag og forstå den.

Det sidste står det ikke så godt til med i Danmark. I 2017 vil vi ifølge en analyse fra Dansk Industri mangle 4.000 danskere med en kandidatgrad i it. I resten af EU ser det ikke bedre ud. Her vil der i 2015 mangle 700.000 medarbejdere med it-færdigheder mere generelt.

Problemet er så stort, at branchefællesskabet DI ITEK og EU-Kommissionen – som et led i det danske formandskab – sætter fokus på det med en konference på fredag. Lykkes det ikke at øge interessen for it, vil det gå ud over økonomien og velfærden, lyder det.

Men hvorfor gider så få gøre it til deres levevej, når de samtidig har svært ved at leve uden deres smartphone?

»Der er brug for, at flere unge tager en it-uddannelse, men det er ikke nemt. De unge vil hellere være læger og advokater og tænker måske, at it er noget, man bruger, men ikke noget, man kan leve af,« siger Ulla Gilberg, der er chefkonsulent i DI ITEK.

Selv om for eksempel smartphones har været med til at forbedre danskernes it-færdigheder, udnytter vi langt fra potentialet godt nok. Det vurderer Ole Caprani, der er lektor på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.

»Når vi kigger op på stjernerne, giver det en lyst til at forstå astronomi. Når vi er omgivet af teknik, giver det også en mulighed for at blive nysgerrig efter at forstå mekanismerne bag. Hvordan laver man en app? Hvordan tager man det bedste billede? Og det er endda meget lettere at forstå teknik og kontrollere det, end det er at forstå hele universet. Alligevel udnytter vi ikke muligheden for at gøre børn og unge interesseret i den teknik, de er omgivet af,« siger han.

Han henviser til, at skolerne er blevet fyldt med computere og smartboards, men samtidig har der ikke været penge til at efteruddanne lærerne i at lære eleverne at bruge det.

»Det svarer til at sætte et klaver ud på en skole uden en musiklærer. Så lærer eleverne af hinanden, ligesom de gør på Facebook, men der kommer ikke noget nyt på banen. Der skal være en voksen til at flytte dem det rigtige sted hen, for hverken folkeskoleelever eller gymnasieelever er så fantastisk dygtige til it, som nogle går og tror,« siger Ole Caprani.

Og hvis de hverken er dygtige til it, eller får deres tekniske nysgerrighed vakt, er det også mindre sandsynligt, at de vælger at uddanne sig til dataloger eller it-ingeniører. Derfor spiller natur- og tekniklærerne i folkeskolen en stor rolle, vurderer lektoren.

Ulla Gilberg fra Dansk Industri mener, at der skal reklameres for dets gode beskæftigelsesmuligheder.

»Det er vigtigt at prioritere dette område, så vi kan få skabt nye job og vækst. Når vi outsourcer it-opgaver til udlandet, er det ikke altid, fordi de er billigere, men fordi vi ikke selv har kompetencerne. Fremtidens job indeholder it-færdigheder, og derfor er vi nødt til at hoppe på toget.«

IT-uddannelser

Flere unge bliver optaget på videregående it-uddannelser. Alligevel bliver der mangel på folk med it-evner. Antal elever, der har søgt ind på en it-uddannelse:

• 2004: 2.324
• 2005: 2.308
• 2006: 1.953
• 2007: 2.179
• 2008: 2.200
• 2009: 2.735
• 2010: 3.285
• 2011: 3.962

Kilde: IT-Vest

Torben Holm, Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Ungdomsledigheden er høj i Danmark, og jeg har flere gange skrevet om mine nyuddannede venner og deres kamp for at få  job. Det er paradoksalt, at vi uddanner os til arbejdsløshed, når alle er enige om, at det er uddannelse og hårdt arbejde, der skal bringe os ud af krisen. Selv om ledighedsstatistikkerne er nedslående læsning, er det vigtigt også at lægge mærke til de gode nyheder.

For eksempelhar vi i DSF i weekenden været værter for en konference, hvor temaet har været ungdomsarbejdsløshed. Jeg holdt åbningstale for 140 studerende fra 35 forskellige lande. Planen er at vedtage en række løsningsforslag til Europas regeringer. Konferencen er i skrivende stund (mandag formiddag) stadig under afvikling, så hvordan løsningsforslagene præcis kommer til at lyde, det ved jeg ikke endnu. Det vigtige er, at vi gør forsøget, og at vi samarbejder om det.

Det er fedt at møde studerende og høre om deres indsats for at forbedre studerendes vilkår. Som Christina fra Finland, der vil stoppe den udbredte brug af arbejdsløse som gratis arbejdskraft. Som Gordah fra Bosnien, der hjælper studerende på udvekslingsophold. Og som Fernando fra Spanien, der kæmper mod nedskæringer på uddannelses-stipendierne, så unge fra økonomisk dårligt stillede familier også kan studere.

Over hele Europa slås studerende og nyuddannede mod arbejdsløshed og nedskæringer. Vi arbejder sammen for at bidrage til løsninger. Og helt ærlig. Hvis det kan lade sig gøre at samle 140 af mine europæiske medstuderende, der hver især er aktive i deres nationale studenterråd, så er det udtryk for en stålfast vilje til at løse Europas problemer.

Man kan selvfølgelig mærke på alle deltagerne, at det er en alvorlig situation. Vi har alle venner, bekendte og familie, der på den ene eller anden måde forsøger at kæmpe sig ud af arbejdsløshed. Nogle steder i Europa er situationen alvorligere end andre. Heldigvis skinner troen på, at der findes en løsning, igennem. Det er vigtigt at holde fast i.

Kunstnergruppen Surrends plakat skal få flere til få øjnene op for matematik

Et lokum på et spillested, tomme øldåser, graffiti – og en andengradsligning. Hvis sidstnævnte lyder lidt for nørdet til at indgå i sammenhængen, er det bare, fordi matematik har fået et forkert ry.

For matematik er fantastisk. Og matematiske evner er, hvad vi har brug for i fremtiden. Det er tanken bag en ny plakat, som fra i dag hænges op i hele København. Den skal åbne unges øjne for, at x’er, kvadratrødder og lighedstegn er meget sjovere, end mange tror.

Kunstnergruppen Surrend har skabt kunstplakaten, og Jan Egesborg er en af folkene bag. Han håber at kunne ændre på matematikkens ry.

»Ideen bag plakaten er, at en ung i sin brandert har stået på et lokum på et spillested og øvet sig på andengradsligninger i stedet for at lave graffiti. For det her bevis er sjovt. Det behøver ikke at være tortur. Samfundet har brug for, at unge gider matematik, for ellers ender vi som frilandsmuseum,« siger Jan Egesborg.

Det sidste er det rådgivende ingeniørfirma Grontmij enig i, og det er derfor, de sammen med Kongsholm Gymnasium & HF støtter projektet. Prognoserne viser nemlig stor mangel på ingeniører de kommende år, forklarer kommunikationschef Christian Malling i Grontmij.

»Vi er interesserede i at sørge for, at der i dag og i fremtiden er nok ingeniører, og plakaten er et af flere tiltag til det. Matematik bliver for ofte opfattet som nørdet. Men det er ikke spor nørdet. Uden matematik får vi ikke sikret vækst og skabt effektive og bæredygtige løsninger, der gør livet lettere for os alle i hverdagen,« siger han.

På Kongsholm Gymnasium & HF oplever rektor Henrik Aaes, at eleverne godt ved, at matematik er nødvendigt i et eller andet omfang i alle uddannelser. Men for mange nøjes med at tage det på C-niveau og gør det mere af pligt end interesse.

»Vi skal have åbnet elevernes øjne for, at matematik er skægt og kan bruges til noget ud over en dødssyg eksamen. Her benytter vi en utraditionel kanal, og jeg håber, at rigtig mange vil føle sig provokeret og inspireret af plakaten,« siger Henrik Aaes.

Bør lærerne ikke kunne åbne de unges øjne for matematikken?

»Vores matematiklærere eksperimenterer med mange nye ting, men der kan gøres endnu mere.«

Frygter du ikke, at dine elever begynder at lave graffiti med andengradsligninger på toiletterne?

»Da jeg så plakaten, tænkte jeg ‘yes – hvis mine elever tegnede andengradsligninger, ville jeg blive glad’. Men jeg vil selvfølgelig helst ikke have toiletterne dekoreret. På den anden side vil jeg hellere finde andengradsligninger end det, jeg finder nu.«

Plakaten bliver udstillet på Kongsholm Gymnasium & HF, og andre gymnasier kan henvende sig dertil for at få plakaten gratis tilsendt. Den kan bruges helt konkret til undervisning i andengradsligninger – og er meget sjovere end de traditionelle bøger, mener kunstneren bag plakaten.

»Matematiklærebøger er det mest kedelige i verden, og derfor er det et sjovt eksperiment at bruge plakaten i den konkrete undervisning. Det kan forhåbentlig få unges øjne op for andre dimensioner i matematik,« siger Jan Egesborg.

Naturvidenskab hitter

Flere unge får øjnene op for at vælge en naturvidenskabelig retning på universiteterne. Fra 2010 til 2011 steg universiteternes samlede optag med 11 procent, men for naturvidenskab var stigningen 21 procent. Så mange er optaget på universiteternes naturvidenskabelige bacheloruddannelser de seneste år:

• 2007. 3.087

• 2008. 2.532

• 2009. 3.090

• 2010. 3.641

• 2011. 4.423

Kilde: Universitets- og Bygningsstyrelsen.

Et nyt forskningsprojekt fra medicinstudiet på Syddansk Universitet viser, at der ikke er forskel på den sociale bagggrund for studerende, der er optaget på kvote 1 eller 2. Foto: Arkivfoto/metroXpress

Selv om adgangsporten til universitetet gøres lidt bredere med kvote 2, slipper børn fra hjem uden klaver og bogreol ikke lettere igennem den. Der er nemlig ingen forskel på den sociale baggrund, som studerende optaget på henholdsvis kvote 1 og 2 har.

Det viser et nyt forskningsprojekt fra medicinstudiet på Syddansk Universitet. Adjunkt Lotte Dyhrberg O’Neill står bag det, og ifølge hende er det første gang, det er undersøgt, om optagelseskriterierne på universiteterne påvirker den socialt skæve rekruttering. Men det gør de så ikke.

»I debatten høres det ofte som et argument for kvote 2, at det kan bruges til at rekruttere bredere interessemæssigt og socialt. Men det er måske en myte. I konkurrencen om pladserne ’vinder’ akademikerbørnene måske uanset, hvilke optagelseskriterier der anvendes. Kvote 2 kunne i vores tilfælde i hvert fald ikke sikre, at for eksempel arbejderbørnene kom ind i større omfang, eller at akademikerbørnene blev holdt ude,« siger Lotte Dyhrberg O’Neill, der er ansat ved Enheden for Uddannelsesudvikling på Syddansk Universitet.

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.074 medicinstuderende. For på de danske lægestudier er den sociale skævvridning generelt stor, og derfor var det ifølge forskeren særlig interessant at studere de medicinstuderende.

Udfordringen med at bryde den negative sociale arv på universiteterne er ellers stor. Kun 7-8 procent af de ufaglærtes børn begynder på universitetet, mens 12-16 procent af de faglærtes børn gør det. Mellem 50-60 procent er børn af akademikere. Det kommer da også bag på uddannelsesminister Morten Østergaard (R), at kvote 2 tilsyneladende ikke kan være med til at rette op på tallene.

»Jeg vil gerne medgive, at vi var mange, der troede, at kvote 2 var et af redskaberne i paletten til at nedbryde den sociale arv. Nu tyder noget på, at det måske ikke er det i den grad, vi forventede,« siger Østergaard.

Han har ingen nye og konkrete initiativer til at ændre på den sociale sammensætning på universiteterne, men forklarer, at regeringens målsætning om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i sig selv vil hjælpe på problemet.

»Når vi øger uddannelsesgraden, vil en del af dem uden en familie med uddannelsesbaggrund også søge. Desuden vil vi gøre det lettere for dem, der er startet på for eksempel et erhvervsakademi eller en professionshøjskole at ende med at få en kandidatgrad. Der er for mange forhindringer for dem i dag, og selvfølgelig skal vi arbejde med at sikre alle en chance,« siger ministeren.

Forskeren: »Den sociale arv betyder stadig meget«

Martin Munk. Professor og leder af Center for Mobilitetsforskning ved Aalborg Universitet.

Kommer det bag på dig, at kvote 2 ikke kommer den sociale skævhed på universiteterne til livs?
»Grundlæggende nej. For de dårligst stillede handler det ikke så meget om kvote 1 eller 2, men mere om de overhovedet vil gå i gang med en lang videregående uddannelse eller ej. Hvis de beslutter sig for det, har vores studier vist, at de er tilbøjelige til at vælge en nytteorienteret uddannelse på for eksempel SDU, Aalborg Universitet, handelshøjskolerne og til dels DTU.«

Hvordan går det med at nedbryde den sociale arv på universiteterne?
»Fra 1985 til 2005 var der en stigning i chancen for, at børn fra ikke-akademiske familier fik en studentereksamen og gik i gang med en universitetsuddannelse. Men der er stadig 50-60 procents chance for, at børn fra akademikerhjem starter på en universitetsuddannelse, så den sociale arv betyder stadig meget.«

Hvordan kommer vi problemet til livs?
»Vi ved, at børn skal stimuleres socialt, psykisk, omsorgsmæssigt, fysisk, kulturelt og på mange andre måder, hvis de skal nå langt. Men alle forældre har ikke evner og ressourcer til det. Derfor er løsningen, at de dagligt har kontakt til nogle ’velfærdsinnovatorer’, der kunne hjælpe dem med omsorgen og plejen. Det ville givetvis koste omkring 10 gange så meget for det offentlige, men den negative sociale arv ville blive brudt for disse familier.«

Torben Holm-Lauritzen - formand for Danske Studerendes Fællesråd

Jeg har en god kammerat, som jeg så ofte som muligt inviterer hjem til mad, rødvin og PlayStation. Vi spiller især det gode, gamle slåskampsspil Tekken. Med spil og rødvin kommer snakken tit godt i gang, og min ven er leveringsdygtig i gode betragtninger og spændende diskussioner. Sidste gang vi delte to flasker rødvin, satte han på et tidspunkt PlayStation-spillet på pause. Han ville gerne fortælle mig noget, som han havde overvejet i et stykke tid.

Min kammerat blev færdig med sin kommunikationsuddannelse for omkring halvandet år siden, og han leder stadig efter job. Han har sendt snart 200 håbefulde ansøgninger, været til to håndfulde samtaler og leder ufortrødent videre.

Fordi jeg er formand for DSF, ringer journalister ofte til mig, når de vil skrive om ungdomsledigheden. Journalisterne spørger, om jeg kender nogle nyuddannede, der er ledige, som de kan bruge som eksempel i deres artikel. Jeg har spurgt min PlayStation-ven et par gange, om han ville fortælle sin historie. Det er slut nu: »Torben, det er jo ikke fordi, jeg ikke vil hjælpe. Det er en god sag. Men er det måske ok, at jeg ikke vil være case-person for journalisterne længere?« sagde han.

Selv om han er eksemplet på en dygtig nyuddannet med gode afgangskarakterer, der gør en stor indsats for at finde job, så vil han ikke fortælle historien længere. Han synes, at det er for hårdt. Det minder ham om, at han står i en rigtig dårlig situation. Det har store personlige omkostninger at være langtidsledig. Det gik måske først rigtig op for mig den aften, da jeg sad rødvinsglad foran et Tekken-spil på pause.

Avisen Politiken skrev i søndags, at arbejdsløsheden blandt unge i dag er lige så høj som i 80’erne, og mindede os om den generation af unge i 80’erne, som i dag bliver kaldt den fortabte. Jeg er overbevist om, at min Tekken-ven ikke er fortabt. Han skal nok få arbejde. Jeg håber bare, at regeringen og Folketinget kan sparke gang i arbejdsmarkedet, så det går lidt hurtigere. Og han snart kan fortælle sin historie igen – denne gang med en happy end.

Kommer det bag på dig, at kvote 2 ikke kommer den sociale skævhed på universiteterne til livs?
»Grundlæggende nej. For de dårligst stillede handler det ikke så meget om kvote 1 eller 2, men mere om de overhovedet vil gå i gang med en lang videregående uddannelse eller ej. Hvis de beslutter sig for det, har vores studier vist, at de er tilbøjelige til at vælge en nytteorienteret uddannelse på for eksempel SDU, Aalborg Universitet, handelshøjskolerne og til dels DTU.«

Hvordan går det med at nedbryde den sociale arv på universiteterne?
»Fra 1985 til 2005 var der en stigning i chancen for, at børn fra ikke-akademiske familier fik en studentereksamen og gik i gang med en universitetsuddannelse. Men der er stadig 50-60 procents chance for, at børn fra akademikerhjem starter på en universitetsuddannelse, så den sociale arv betyder stadig meget.«

Hvordan kommer vi problemet til livs?
»Vi ved, at børn skal stimuleres socialt, psykisk, omsorgsmæssigt, fysisk, kulturelt og på mange andre måder, hvis de skal nå langt. Men alle forældre har ikke evner og ressourcer til det. Derfor er løsningen, at de dagligt har kontakt til nogle ’velfærdsinnovatorer’, der kunne hjælpe dem med omsorgen og plejen. Det ville givetvis koste omkring 10 gange så meget for det offentlige, men den negative sociale arv ville blive brudt for disse familier.«

Martin Munk, Professor og leder af Center for Mobilitetsforskning ved Aalborg Universitet.

Torben Holm-Lauritzen - formand for Danske Studerendes Fællesråd

Jeg har en god kammerat, som jeg så ofte som muligt inviterer hjem til mad, rødvin og PlayStation. Vi spiller især det gode, gamle slåskampsspil Tekken.

Med spil og rødvin kommer snakken tit godt i gang, og min ven er leveringsdygtig i gode betragtninger og spændende diskussioner. Sidste gang vi delte to flasker rødvin, satte han på et tidspunkt PlayStation-spillet på pause. Han ville gerne fortælle mig noget, som han havde overvejet i et stykke tid.

Min kammerat blev færdig med sin kommunikationsuddannelse for omkring halvandet år siden, og han leder stadig efter job. Han har sendt snart 200 håbefulde ansøgninger, været til to håndfulde samtaler og leder ufortrødent videre.

Fordi jeg er formand for DSF, ringer journalister ofte til mig, når de vil skrive om ungdomsledigheden. Journalisterne spørger, om jeg kender nogle nyuddannede, der er ledige, som de kan bruge som eksempel i deres artikel. Jeg har spurgt min PlayStation-ven et par gange, om han ville fortælle sin historie.

Det er slut nu: »Torben, det er jo ikke fordi, jeg ikke vil hjælpe. Det er en god sag. Men er det måske ok, at jeg ikke vil være case-person for journalisterne længere?« sagde han.

Selv om han er eksemplet på en dygtig nyuddannet med gode afgangskarakterer, der gør en stor indsats for at finde job, så vil han ikke fortælle historien længere. Han synes, at det er for hårdt. Det minder ham om, at han står i en rigtig dårlig situation.

Det har store personlige omkostninger at være langtidsledig. Det gik måske først rigtig op for mig den aften, da jeg sad rødvinsglad foran et Tekken-spil på pause.

Avisen Politiken skrev i søndags, at arbejdsløsheden blandt unge i dag er lige så høj som i 80’erne, og mindede os om den generation af unge i 80’erne, som i dag bliver kaldt den fortabte.

Jeg er overbevist om, at min Tekken-ven ikke er fortabt. Han skal nok få arbejde. Jeg håber bare, at regeringen og Folketinget kan sparke gang i arbejdsmarkedet, så det går lidt hurtigere. Og han snart kan fortælle sin historie igen – denne gang med en happy end.

Mads Astrup Andresen går i 9. klasse på Dyssegårdsskolen i Hellerup. Han har lige valgt hvilke gymnasier han vil ansøge. Foto: Kristian Djurhuus

Med syv gode råd til gymnasiesøgningen vil Region Hovedstaden forsøge at undgå skuffede unge, når pladserne til efterårets 1.g klasser skal fordeles.

På torsdag er det sidste chance for at søge ind på en ungdomsuddannelse, og med rådene i baghovedet kan flere unge få deres ønsker opfyldt.

’Lad være med at søge et gymnasium med en særlig profil, hvis du ikke har en særlig profil’, lyder et af de mere barske. Men det handler om at være realistisk, forklarer Anne Holm Sjøberg, der er udviklingschef i Region Hovedstaden der står bag rådene.

»Hvis man søger ind på eksempelvis Skt. Annæ (musikgymnasium i København, red.) er det en fordel at kunne dokumentere, at man kan synge eller kan spille. Så har man nemmere ved at komme ind, og det er ærgerligt at tro, at man med ganske lidt i bagagen kan komme ind,« siger hun og forklarer, at man risikerer at blive sendt på et gymnasium, som man slet ikke har søgt, hvis det såkaldte fordelingsudvalg ikke kan opfylde ens ønsker.

Selv om 95 procent af alle gymnasiesøgende unge får opfyldt deres første prioritet, så er der en lille gruppe, som ikke gør. Og det er især dem, som rådene er møntet på, forklarer Anne Holm Sjøberg.

»Man skal huske på, at der er tale om et ønske, når man søger gymnasier. Vi kan ikke garantere noget,« siger hun.

Det er dog muligt at klage.Region Hovedstaden behandler hvert år 500 klager.

»Det er tre vigtige år af dit liv«
Valget af gymnasium er en af de første vigtige beslutninger, som unge selv skal træffe, og derfor har 16-årige Mads Astrup Andresen overvejet grundigt, hvilket gymnasium han gerne vil gå på, når han til sommer skal starte i 1.g.

»Det er tre vigtige år af dit liv. Og tre rigtig fede år, hvis det bliver et godt gymnasium, eller tre rigtige møgår, hvis det bliver et møggymnasium,« siger han.

Derfor er Mads Astrup Andresen gået taktisk til værks: Hans første prioritet, Aurehøj Gymnasium, ligger tæt på hans bopæl, og det forøger sandsynligheden for, at ønsket bliver opfyldt, forklarer han.

Han faldt for ’den fede stemning’ på en besøgsdag på gymnasiet, og han er vild med skolens musikprofil, selv om han ikke selv er videre musikalsk. Men de nye fysik- og kemilokaler trækker også op.

Også hans anden og tredje prioritet er populære gymnasier nord for København. Men der er også back-up-gymnasierne på fjerde- og femtepladsen. Og det skal nok blive okay, hvis han ender der:

»Så får jeg tre fede år der. Men det vil være ærgerligt,« siger han.

De syv gode råd om gymnasievalg får ham ikke til at tøve eller ændre sin beslutning.

»Jeg mener stadig, man bør sætte sine kryds der, hvor man vil hen og gider bruge tre år af sit liv,« siger Mads Astrup Andresen.