Er du bange for at gå til eksamen?
Får du klamme håndflader, når du tænker på eksamen? Eller får du måske en som-merfugl i maven? Så er du ikke den eneste. De fleste studerende oplever nervøsitet før eksamen – og det er helt normalt.
Som ny studerende på en videregående uddannelse forberedes du for det meste godt på eksamen.
Det sker typisk allerede fra studiestart, hvor du får information om undervisning og eksamen, og hvilke forventninger uddannelsen har til dig. Ved studiestart møder du sandsynligvis også din studievejleder, som er parat til at vejlede dig om, hvordan du bliver klar til eksamen.
Mange nye studerende er nervøse, fordi de tror, at de skal kunne ‘det hele’ til eksamen. Der er store forskelle på gymnasiet og en videregående uddannelse – især når det gælder eksamen, og hvordan du lærer.
Mange tror, at man skal lære en masse svære tekster udenad, men udenadslære er normalt ikke det, du belønnes for på en videregående uddannelse. Succeskriteriet er derimod, at du kan fremsætte synspunkter om faglige tekster, teorier og begreber, og at dine synspunkter er baseret på gode, akademisk acceptable argumenter.
Et urealistisk højt ambitionsniveau er et typisk problem for mange studerende, når det gælder eksamen. Dine ambitioner skal stå i overensstemmelse med dine muligheder for at yde en god præstation.
Hvis dine ambitioner er for høje, kan følelsen af ikke at være god nok ligge lige om hjørnet. Manglende selvværd og for store krav til dig selv kan medvirke til nervøsitet og angst for eksamen.
Mange studerende har erfaret, at det hjælper på nervøsiteten at tale med andre studerende og undervisere om eksamen. Ofte er undervisere glade for studerende, der viser interesse for faget, og som tør at stille spørgsmål for at blive afklaret om det faglige indhold.
På de fleste videregående uddannelser får du tilbuddet om at deltage i læsegrupper. Læsegruppen er ofte din mulighed for at diskutere, stille spørgsmål og dele dine bekymringer med andre.
Du behøver ikke stå alene med din nervøsitet eller angst. På alle videregående uddannelser finder du uddannede studievejledere, der kan give dig gode råd og vejledning om eksamen.
Som studerende kan man også tage kontakt til Studenterrådgivningen, som har mange års erfaring med at hjælpe studerende med at få styr på eksamensangsten.
Lad ikke nervøsitet over eksamen være det, der forhindrer dig i den berigende oplevelse, det er at tage en videregående uddannelse.
Søren H. Sørensen, studie- og erhvervsvejleder
