Det Internationale Melodi Grand Prix nærmer sig. Den 27. maj skal de danske vindere Chanée & N’evergreen bestå eksamen på scenen ved semifinalen i Oslo. I den anledning har vi spurgt en række grandprix-vindere om, hvordan de har det med eksamener, og hvordan de håndterede nerverne, da de deltog i sangkonkurrencen

Jakob Sveistrup – vandt i 2005 med sangen ‘Tænder på dig’ (‘Talking to you’).

»Jeg har desværre altid lidt af svag præstationsangst, da jeg gik i skole. Jeg ville gerne gøre det så godt som muligt, men jeg var altid helt vildt nervøs. Der var engang til en geografieksamen i gymnasiet, hvor jeg var så nervøs, at jeg kom til at kradse hul på min kind. Det var censor, der måtte gøre mig opmærksom på det.

Under grandprixet var jeg faktisk ikke så nervøs. Det var noget helt andet. Når jeg står på en scene, så er det det fedeste. Selvfølgelig er man altid lidt nervøs og har store forventninger, men det kan også være en god ting. Det giver en bedre præstation. Det handler om at bruge nerverne til at få et adrenalinkick, så man bare går ind og fyrer den af. Så gør det ingen forskel, om man står foran millioner af seere eller inde i et eksamenslokale.

Når jeg skal på scenen, plejer jeg at gå lidt for mig selv de sidste 10 minutter. Så tænker jeg på min bedstefar, som var roligheden selv. Han er blevet et slags fikspunkt, som giver den stabilitet, jeg har brug for, inden det går løs.«

Sidsel Ben Semmane – vandt i 2006 med sangen ‘Twist of Love’

»Det er lidt forskelligt, hvordan jeg har det med eksamener. Hvis det er sang, så er det fint, for det ved jeg, at jeg kan. Og det er godt for mig at blive presset lidt en gang imellem, for ellers har jeg svært ved at tage mig sammen.

Generelt er jeg dog ikke så vild med hele ideen om at gå til eksamen og blive tjekket på den måde. Jeg synes, det virker gammeldags. Man burde kunne gøre det anderledes, så ens karakter ikke afhænger af den ene præstation.

Jeg kan ikke rigtig huske min tilstand, da jeg skulle på scenen til Melodi Grand Prix’et. Det hele gik bare så stærkt, og jeg følte mig sikker på min optræden. Jeg var mest nervøs for at falde, fordi der var nogle huller i scenen.

Normalt kan jeg faktisk godt være lidt distræt, når jeg skal på. Første gang jeg skulle optræde med mit eget nummer, glemte jeg teksten og gik helt i sort. Men det var nok fordi, det var en sang til min kæreste, og han sad blandt publikum.«

Tomas N’evergreen – vandt sammen med Christina Chanée i år med sangen ‘In a Moment Like This’

»Min rektor i gymnasiet sagde altid, at jeg led af eksamensvægring. Jeg var altid dårlig til det og kunne bare ikke finde ud af det med karakterer.

Jo, der var én gang, hvor det gik nogenlunde i latin. Der fik jeg da fem! Tidligere havde jeg gået på Rudolf Steiner-skole, hvor vi ikke fik karak-terer, og så kunne jeg slet ikke vænne med til det senere.

På en måde var det lidt den samme eksamens-følelse at gå på scenen under Melodi Grand Prix’et. Der skulle vi jo også ind og bedømmes. Men her havde jeg bare en god mavefornemmelse. Selv om vi havde fået dårlige odds op til, så troede jeg virkelig på det.

Jo mere man føler sig selvsikker, jo mere udstråler man det jo også. Derfor er jeg heller ikke så nervøs for semifinalen i Oslo, for bookmakerne tror på os, og det smitter. Når jeg skal på scenen, er der er tit meget hektisk aktivitet. Derfor plejer jeg lige at meditere over en dyb tone inde i hovedet de sidste sekunder. Det hjælper mig til at slappe af. Jeg tror helt sikkert også, det kunne være godt inden en eksamen.«

Lonnie Kjer – vandt i 1990 (dengang hed hun Lonnie Devantier) med sangen ‘Hallo Hallo’

»Jeg har altid haft det godt med at gå til eksamen. Jeg synes, det er både forfærdeligt og fantastisk, og selv om jeg godt kan være et nervevrag, så elsker jeg stadig spændingen ved det.

Det er det samme, når jeg skal optræde på scenen eller på tv. Så har jeg den der følelse af, at det er nu, det gælder. Under det danske Melodi Grand Prix havde jeg det egentlig også o.k. Men da jeg kom til Zagreb til den internationale finale, var det helt forfærdeligt.

Jeg var kun 17 år og følte mig ret alene. Og lige inden, jeg skulle på scenen, havde jeg skyllet mit hår, fordi der var nogle stylister, der havde sat det så dårligt. Så da jeg gik på, var det stadig lidt vådt, og jeg blev ved at tænke på, hvordan det mon så ud. Så jeg havde en slags panikfølelse indeni, fordi det hele gik så stærkt. Den følelse har jeg også oplevet siden inden en optræden, men når jeg bare er rigtig godt forberedt, så hjælper det.«

Kirsten Siggaard – vandt sammen med Søren Bundgaard i duoen Hot Eyes i 1984, 1985 og 1988 med sangene ‘Det’ lige det’, ‘Sku’ du spørg’ fra no’en’ og ‘Ka’ du se hva’ jeg sa’’.

»Jeg var faktisk aldrig nervøs, når jeg skulle til eksamen. Det var ikke noget, der slog mig ud.

Jeg var selvfølgelig spændt og ville gerne gøre det godt, men fordi jeg plejede at være velforberedt, så forsvandt nerverne. Der var dog lige engang, hvor jeg skulle op i engelsk på hf, og der trak jeg ‘Fluernes Herre’. Den var jeg slet ikke klar til. Men heldigvis havde jeg lånt en venindes noter, så jeg klarede mig igennem og fik 9.

Når jeg skal optræde på tv eller på scene, så er det jo også altid en slags eksamen. Men der plejer jeg nu heller ikke at være nervøs. Igen – hvis jeg bare kan sangen og er velforberedt, så er jeg helt afslappet.

Til Dansk Melodi Grand Prix i 1987 var jeg faktisk lige ude og tage en hurtig lur, inden jeg skulle på scenen. Jeg var simpelthen så træt, at jeg tidligere var kommet til at synge det samme vers to gange!«

Tekst: Jeanette Linder

Foto: Thomas Freitag/Bjarne Bergius Rasmussen (DR)/Ulla Foigt (DR)