Torben Holm-Lauritzen - formand for Danske Studerendes Fællesråd

Min frisør ringede til mig forleden. Det i sig selv var lidt overraskende for mig, for det plejer at være mig, der kontakter hende, når jeg gerne vil have trimmet garnet. Men det var også en interessant samtale, fordi hun gerne ville vende et par tanker om sin søns ansøgning til juras kvote 2-optag på Københavns Universitet. Hun var ærlig talt ræd for, at han ikke ville blive optaget.

Vi diskuterede det lidt frem og tilbage, og hun spurgte mig, om det overhovedet var realistisk, at han med sit karaktergennemsnit og sine erfaringer havde mulighed for at komme ind.

Ærlig talt kan jeg, akkurat som alle de håbefulde kvote 2-ansøgere, dårligt vide det. Men mit råd til min frisør og hendes søn ligner det råd, jeg giver alle andre, der spørger: Søg alligevel! Det er antallet af ansøgere, der afgør, om du har mulighed for at blive optaget, og det er umuligt at spå om, hvor mange der søger. Der er altså intet at tabe ved at skrive et brag af en motiveret ansøgning, som man i øvrigt skal huske at sende ind inden den 15. marts.

Til gengæld har samfundet faktisk noget at tabe ved, at der ikke er plads til flere på studierne og kvote 2-optaget. Der er rigtig mange unge i Danmark, hvis eneste forhindring i at blive gode og motiverede studerende er kvoterne på optaget, der som en anden universiteternes dørmand beder dem om at stå over i denne omgang. Samfundet har ikke brug for en sur dørmand på universiteterne, tværtimod er der brug for en velkomstkomité. Det ville ærlig talt give mening, især i en krisetid med arbejdsløshed, at give os muligheden for at blive dygtige.

Min frisørs søn (som jeg glæder mig til at møde på et tidspunkt) og mange andre sveder i øjeblikket over ansøgningen til kvote 2. Det er selvfølgelig også en vigtig ansøgning og store beslutninger, der skal tages, men jeg synes, at de skal tage chancen, og jeg vil ønske dem alle held og lykke.

Torben Holm-Lauritzen - formand for Danske Studerendes Fællesråd

Politiken bragte  i går historien om, at flere og flere studerende køber sig til private kurser, når studiets undervisningstilbud ikke rækker. Kurserne lover bedre eksaminer, og tendensen er klar: Forventningerne til, hvad en studerende skal kunne til eksamen, stemmer ikke overens med det antal timer, vi modtager. Dankortet må gløde.

Det burde ikke være nødvendigt. Men jeg må indrømme, at jeg godt kan forstå, hvorfor private kurser breder sig hurtigere end pinlige billeder på Facebook. Rigtig mange studerende er stort set overladt til at undervise sig selv. Når man sidder op mod 300 omkring en enkelt forelæser, så er der bare ikke tid til at stille de spørgsmål, der skal til, for at vi kan blive sikre i stoffet.

I kølvandet på historien om denne noget faretruende udvikling kunne Jens Oddershede, som er rektor for Syddansk Universitet, til gengæld fortælle verden, at løsningen på problemet er meget enkel. Han opfordrer os til at læse pensum igen.

Det tror jeg sådan set, at studerende gør. Vi kan bare ikke lære nok, hvis der ikke er mulighed for stille spørgsmål til og sparre om det, vi læser. Når jeg har knoklet i ugevis for at skrive en stor opgave, så vil jeg enormt gerne vide, hvad jeg har gjort rigtigt, og hvad der skal forbedres. Desværre er karakteren som regel eneste feedback – det føler jeg mig ikke voldsomt klogere af.

Jeg bebrejder sådan set hverken universiteterne eller regeringen. Jeg konstaterer bare tørt, at der er behov for et løft i timeantallet. Det er uholdbart, at studerende må ud og betale selv. Det kan selvfølgelig godt være, at der er et pensum, jeg mangler at læse, men jeg forstår ikke, hvorfor Jens Oddershede ikke byder tanken velkommen, så han kan tilbyde de studerende den viden, de efterlyser.

Torben Holm-Lauritzen - formand for Danske Studerendes Fællesråd

I Danske Studerendes Fællesråd bliver formanden (m/k) valgt for et år ad gangen. Jeg er blevet valgt til formand i 2012, og i går overtog jeg officielt stafetten fra Magnus Pedersen. Mit navn er Torben, jeg læser forvaltning på RUC. Fordi jeg har en temmelig aktiv hverdag, forsøger at jeg finde så meget tid som muligt til at se tv-serier. Faktisk gerne ‘The West Wing’ og ‘Californication’.

Jeg er glad for mit fag og kan godt lide at studere, men jeg vil også gerne have et job engang. Lige nu ser det bare ikke så lyst ud. Arbejdsmarkedet skriger ikke efter nyuddannede. Faktisk er ledigheden for dimittender næsten 25 procent. Ingen starter på et studie med målsætningen om at blive arbejdsløs. Selv om man har flotte karakterer, studierelevant erhvervserfaring og anbefalinger nok til at tapetsere kollegieværelset, så hjælper det ikke at skrive geniale ansøgninger, hvis der ikke er nogen at sende dem til. Studerende vil gerne bidrage til at komme ud af krisen, vi vil gerne arbejde og betale skat og købe huse. Men det kræver, at nogen ansætter os til meningsfyldt arbejde og indtægtsgrundlag.

Er det klynk? Er arbejdsmarkedet ikke bare ligesom vejret – noget, alle taler om, men som ingen kan gøre noget ved? Jeg synes det ikke. Arbejdsmarkedet er ikke reguleret af naturkræfterne. Derfor gør politiske prioriteringer en stor forskel. Fyringsrunder og ansættelsesstop sker, fordi politikerne gerne vil spare penge. Problemet er bare, at de sparede lønkroner bliver dyre i længden, når dagpengene skal udbetales, og der kommer færre skatteindtægter den anden vej. Det er spild af samfundets penge at uddanne os i fem år på universitetet, for så at sende os direkte på dagpenge, når vi er færdige. På den måde får ingen glæde at alt det, vi har lært. Hverken os selv eller andre.

Vi studerende vil gerne uddanne os, præcis som alle fortæller, at vi skal. Men vi vil også gerne bruge uddannelsen på arbejdsmarkedet. Det er faktisk muligt at igangsætte initiativer, der sikrer, at flere nyuddannede kommer i arbejde. Desuden har jeg hørt glade fugle synge om, at den nye regering gerne vil fremrykke investeringer, så i virkeligheden er det jo bare at gøre det. I min første klumme her i metroXpress skal der derfor lyde en opfordring til regeringen: Lad de nyuddannede høre og fornemme startskuddet.

Magnus Pedersen, formand for Danske Studerendes fællesråd

Krisen kradser. Forleden kom det frem, at vi studerende har optaget 20 procent mere SU-gæld de seneste tre år. Og det er ikke småbeløb. Mange låner flere hundrede tusinde kroner under studiet. For cirka hver fjerde studerende er eksamensbeviset kun en adgangsbillet til arbejdsløshedskøen. Hvis man så også har studiegæld, er situationen ikke helt nem: ‘Low on jobs, high on debt.’

Men svinger vi bare dankortet for ofte?
Måske for nogle af os. Men flertallet ved, at gæld river hele stater ned. Vi har hørt om Grækenland, og ingen starter på et studium med et mål om at opbygge studiegæld. Forklaringen er, at det er svært at finde studiejob, samtidig med at billige lejeboliger forsvinder fra boligmarkedet. Og uden studiejob og et billigt kollegieværelse er SU’en på 4.700 kroner efter skat hurtigt brugt på husleje og mad.

Hele samfundet taber, hvis vi studerende falder i gældsfælden. Derfor skal der bygges kollegier, og der skal være en uvildig rådgivning til unge. Indtil da er der tre ting, du kan gøre:

1. Meld dig ind i en fagforening. På mange studiejob er vilkårene ikke i orden, og hvis fagforeningen lige tjekker vores løn, er der mange penge at spare. Som studerende kan vi oveni få billige studieforsikringer. Ud over at blive en del af et solidarisk fællesskab, hvor man støtter hinanden, er du også sikret, så budgettet ikke ramler, når cyklen bliver stjålet.

2. Brug studiets fredagsbar og filmklub. Det hele sælges til studentervenlige priser, og så kan vi lære vores medstuderende at kende. Er der ingen fredagsbar på studiet, så tryk studielederen på maven, til han giver et tilskud til at starten den op. Vi gør ham faktisk en tjeneste.

3. Få tjekket din lejekontrakt hos Lejernes Landsorganisation. Vi studerende bliver alt for ofte snydt af udlejere, der tror, de er anelse klogere end os.

Held og lykke – og overvej at give rådene videre, hvis du har studiekammerater, der kan bruge dem. Selv om ‘studiebudget’ ikke er det mest sexede samtaleemne, så topper det stadig ‘studiegæld’.

Magnus Pedersen, formand for Danske Studerendes fællesråd

Forslaget vækker genklang. Tænk på et mareridt, hvor du ryger på skadestuen med en forstuvet finger. Lægen tager fejl af sygdommen og amputerer hele armen. Det hele skyldes en fejldiagnose.

Nu er universiteterne ikke ligefrem en patient, selv om meget trænger til en omfattende operation. Men det er en fejldiagnose, at det største problem på vores universiteter er, at vi bruger god tid på vores studier. At forsøge at løse det problem svarer netop til at foretage en mindst ligeså alvorlig fejloperation, som i ovennævnte mareridt

Problemet er nemlig ikke, at vi faktisk bruger tid på studierne, men snarere at vi ikke lærer nok, mens vi er der. Og det betyder, at alt for mange falder fra undervejs. Og alle dem som falder fra, det er de gymnasielærere og ingeniører, vi vil mangle i fremover. Lægen har lavet en fejldiagnose. Det er en ommer.

Mantraet er klart nok: Lær det samme på kortere tid. Men så falder færdighederne fra i svinget. Og hvem har lyst til at sende sit barn til en børnepsykolog, der på grund af tidspres ikke lige lærte det hele?

En ting er, at vi lærer mindre. Noget andet er, at nogle falder helt fra, hvis man presser os hurtigere igennem. Og frafald er i forvejen et enormt problem. Det er et tydeligt tegn på, at der er problemer, når ca. hver tredje, der starter på en uddannelse, ikke gennemfører den. Det er der, man bør sætte ind. Og først og fremmest må man sikre sig, at vi har timer og vejledning nok. Så vil flere også gennemføre. Det kræver kun, at vi stiller den rigtige diagnose.

Magnus Pedersen Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Hele 80.000 unge er på røven. Så mange af os har ingen uddannelse og intet arbejde haft de sidste seks måneder. Det er ungekrisen. Eller er der så mange af os, der bare vil slænge sig i sofaen og synge det berømte omkvæd: ‘We dont need no education’? Det mener nogle.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kalder os ‘inaktive’. Men det er ikke tilfældet. Når man ikke er i arbejde, er økonomisk støtte fra det offentlige eneste mulighed for mange – især unge, som ikke har andet at falde tilbage på. Imens man modtager kontanthjælp, kan man ikke slænge sig i sofaen, indtil der er arbejde. Efter 13 ugers jobsøgning er det ud i aktivering. Det kan være fedt nok at lave andet end at søge job. Men vi lærer meget lidt af at sortere genbrugstøj og slå græs.

Hvis man vil undgå ungekrisen, må man sikre aktivering, hvor vi faktisk lærer noget, og skabe job til unge. Det er omfattende, men nødvendigt, hvis vi skal klare os ud af krisen. For når der er mellem 8 og 10 ledige for hvert jobopslag, er problemet mangel på job. Også for unge.

Jeg forstår godt, at politikerne søger nemme løsninger. Vores beskæftigelsesminister har for eksempel foreslået at tvinge unge i uddannelse. Målet er godt. ‘We do need some education’. For det er kun, hvis vi bliver dygtige, at vi får job. Derfor handler det ikke bare om at komme inden for erhvervsskolens eller universitetets tykke mure. Motivation er afgørende, hvis vi skal lære noget og undgå at droppe ud. Og så er det en dårlig idé at tvinge unge til at tage en uddannelse, vi ikke ønsker. Men uddannelserne bliver også dårligere. Hvem har lyst til at gå på et studie, hvor mange falder fra, og hvordan skal gruppearbejdet fungere, hvis mange er tvunget til at tage uddannelsen? Tvang giver ringere uddannelser – og så går kriseløsningen fløjten.

Vi skal huske vores politikere på slutningen af Pink Floyd-nummeret: ‘Leave those kids alone’. I hvert fald hvis det, de kommer med, er tvang. Også selv om det er til noget så godt som uddannelse.

Magnus Pedersen, Formand for Danske Studerendes fællesråd

Så kom det nye år og med det vores nytårstaler. Først Dronningens – mens man tysser på de festdeltagere, som ikke helt har fanget konceptet.

25 timer efter er det statsministerens tur. Stemningen har skiftet. Velkomstdrinken er skiftet ud med cola. Man kommer sig over aftenens fest.

Bagefter har talen fået sine kommentarer. Knubs fra kommentarorerne og oppositionen. Det er deres job. Og kommentarerne hænger i luften. Var talen ukonkret? Tja, det har de nok ret i. Kunne vi allesammen have holdt den? Det tvivler jeg på.

Som jeg ser det, var der nemlig et klart budskab i talen. Det var ungekrisen og det enorme problem, den udgør. Altså at vi unge får færre og færre undervisningstimer. Konsekvensen er, at vi ikke lærer nok til at klare vores arbejde. Og at der ikke er job til os. Det er væsentligt.

For det er os unge, der kommer til skabe vores fælles værdier i fremtiden. Det er værd at dvæle ved. Der er ikke brug for ugennemtænkte – men konkrete – løsninger.

For hvorfor er det, at der ikke er job til unge? Hvordan kan det være, at cirka hver tredje universitetsstuderende ikke gennemfører den uddannelse, de starter på?

Ukonkret eller ej, så slog Helle Thorning-Schmidt fast, at der er mindst tre problemer, vi unge står med. Og regeringen har ansvaret for at løse dem, hvis Danmark skal klare sig ud af den nuværende krise:

1. De sidste mange års nedskæringer på uddannelse er katastrofale. Hun slog fast, at vi skal investere i vores uddannelser, hvis vi skal blive dygtige nok til sikre arbejdspladser i vores samfund.

2. At alle skal have en uddannelse. For at sikre det skal den også fremover være gratis, så man ikke behøver svinge dankortet for at få den.

3. Ungdomsarbejdsløsheden risikerer at fange unge, så vi risikerer aldrig at få arbejde. Og det er sandt, som hun sagde, at vi alle kan rammes. På mit studie er det mere end hver tredje, som veksler eksamensbeviset ud med en plads i arbejdsløshedskøen.

Det må ikke blive fremtiden.

Magnus Pedersen er formand for Danske Studerendes fællesråd

Magnus Pedersen, Formand for Danske Studerendes fællesråd

Forleden fik jeg et reality-check. En gruppe studerende gik forbi mig. Snakkende, chattende. Men med ord, der ikke gav mening. Pludselig var jeg i Kroatien og Spanien på samme tid. Jeg blev næsten flov over min overraskelse – jeg ved jo godt, at der er internationale studerende på universitetet, men jeg havde nærmest glemt det.

Det burde ikke være sådan, for der kommer flere og flere udenlandske studerende.

Problemet er, at vi desværre har meget lidt med dem at gøre. En dugfrisk undersøgelse viser, at hver tredje internationale studerende i Danmark ikke får nogen danske venner i landet. I mange tilfælde udgør internationale studerende små ‘parallelsamfund’ på studierne. Det er hamrende ærgerligt. Ideen med at tage på udveksling er netop at møde studerende fra det land, man besøger. Det er venskaberne, der giver indgang til sproget og kulturen, man er der for at opleve. Vi kan også lære meget af internationale studerende. Jeg vil gerne høre what’s hot and what’s not fra en kinesisk byggeingeniør, når det kommer til skyskrabere.

Og på EU-studier på RUC ku’ det være fedt at høre om gældskrisen fra en græsk studerende.

Når vi selv studerer i udlandet, oplever vi samme problem. Man får ofte undervisning, bor på kollegium og fester sammen med andre internationale studerende. Og det er ikke, fordi irere og svenskere ikke er søde, men det er bare ikke dem, man er kommet for at møde, når man er taget til Ecuador. Jeg har en veninde, der tog til Frankrig og regnede med at lære fransk. På kollegiegangen boede der kun spaniere, så i stedet lærte hun at tale spansk og at blande en god sangria. Ikke dårligt, men det var ikke lige, hvad hun havde håbet på.

Hvis vi vil parallelsamfundene på studierne til livs, skal danske og internationale studerende have mulighed for at mødes i hverdagen. Internationale skal tilbydes bolig sammen med danske studerende, og ikke klumpes sammen på kollegier, hvor over halvdelen er internationale.

Magnus Pedersen, Formand for Danske Studerendes fællesråd

I går smed en kammerat et Youtube-klip af ‘Debatten’ på Facebook. Forfatteren Knud Romer diskuterede kultur. Han mente, at uddannelse var vigtigst for at sikre kulturen, men det stod dårligt til:

»Det er, som om at ordet ‘dannelse’ er røget ud af ‘uddannelse’. Det eneste, der er tilbage, det er ud. Og det er ud på arbejdsmarkedet, hvor vi kan opfylde vores funktion som funktionærer og lønarbejdere. Så kan vi producere og sælge pølser, og hvis vi kan kende den på knækket, så skal vi være glade,« sagde han i ‘Debatten’.

Det er ikke første gang, at universiteterne kaldes pølsefabrikker. Senest har flere undervisere indrømmet, at de slækker på kvaliteten, så vi består eksamen. Uddannelserne får nemlig ikke penge for at undervise, men for hvor mange der består. Det skyldes tre dogmer, der styrer vores uddannelser.

1. For det meste får du ikke lov til at sige noget. Vi har ikke gags i munden, men det meste af undervisningen er forelæsninger, og der er altså ikke tid til, at alle 100 studiekammerater stiller spørgsmål.

2. Det skal gå så hurtigt som muligt. Uddannelserne får penge for, at vi gennemfører hurtigt, så kravene til eksamen slækkes, og studerende smides ud, hvis vi forsinkes.

3. De er gråhårede mænd med guldkæder bestemmer: Rektorerne. Men det efterhånden så lang tid siden, at de selv studerede, at de har glemt det. Så tages der beslutninger, der forringer uddannelserne. Hvis studerende havde mere indflydelse, ville pengene gå til mere undervisning og ikke til store strategiprocesser og andet, der klinger som buzzword på ledelsesgangene.

At forstå tingene i dybden ofres for at leve op til eksamenskrav. Det er, hvad Romer kalder mangel på dannelse. Men det betyder også, at de læger og gymnasielærere, vi skal være i fremtiden, ikke bliver dygtige nok. Til skade for hele samfundet. Vi vil gerne ud på arbejdsmarkdet, hvis der ellers er job. Men vi vil også lære noget undervejs. Lidt dannelse, som vi både kan bruge på arbejdsmarkedet og til resten af vores liv.

Magnus Pedersen, formand for Danske Studerendes fællesråd

Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Sandt nok. I opgangstider er der flere job at få – også til nyuddannede. Men efterhånden er der langt mellem dryppene på unge, og vi studerende gruer for, at eksamensbeviset blot er adgangsbillet til arbejdsløshedskøen. Desværre viser spritnye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at over hver 10. ung er arbejdsløs.

På mange uddannelser kan et halvt års praktik indgå som en del af uddannelsen, og opholdet kan give en indsigt i, at det, man lærer, ikke kun kan bruges i højtsvævende diskussioner. Problemet er desværre, at flere og flere studerende føler sig tvunget til at gå i praktik, fordi arbejdsgivere i krisetider kræver erhvervserfaring af nyuddannede. Resultatet er, at hver tredje, der er i praktik, ikke er det som en del af uddannelsen og finder sig i, at praktikken blev brugt på at hente kaffe og ikke på at blive klogere.

Praktikophold, der ikke indgår i vores uddannelse, er sådan set bare gratis arbejdskraft. Det giver færre job til medstuderende og færdiguddannede. Det skal ikke være op til den enkelte studerende at finde rundt i praktik-junglen. Derfor skal politikerne ind i kampen og gennemføre følgende løsninger:

1. Praktikopholdet skal være en del af uddannelsen, og derfor skal universiteterne tage ansvar for at luge ud i arbejdspladser, der ikke lever op til ansvaret som praktiksted, for eksempel ved at samle evalueringer fra tidligere praktikophold.

2. Ministerier og kommuner skal stoppe med at have praktikophold, der er længere end den periode, praktikanten kan få overført til studiet.

3. Praktikanter skal ikke være erstatning for færdiguddannede, vi skal ikke overtage rødglødende tastaturer fra fyrede ansatte. Samtidig skal praktikstederne tage ansvar for, at deres praktikanter lærer noget – vi skal ikke bare lave kopier og hente kaffe.